Fritidshus - SOLGT

"Malou" - skønt fritidshus i det pragtfulde Rågeleje

På den højeste del af Store Orebjergvej er denne skønne fritidsbolig beliggende. Ejendommen er en af de klassiske Rågeleje-ejendomme, oprindeligt fra 1925, men gennem årene godt vedligeholdt og opgraderet, så ejendommen i dag fremstår indbydende og tidssvarende. Huset har dog beholdt den charme og skønne stemning, der kendetegner sommerhuse fra den periode. Eksteriøret har vandskurede ydervægge, hvide sprossevinduer og røde tegl. Det indbydende interiør har i stueplan hvidmalede vægge og lofter samt teglklinker med gulvvarme. På 1. salen er der lyse trægulve, og de enkelte rum har her hver deres distinkte udtryk.
 
Huset er beliggende på en pragtfuld grund, velafskærmet fra naboer og vej, hvilket skaber et skønt, ugenert miljø i haven. Haven henligger som solrig græsplæne, med god plads til leg og boldspil, samt et væld af varierede beplantninger. Disse skaber hyggelige lækroge samt flere skyggefulde pletter. Mod nordøst er der en lille træterrasse ligesom at der vest for fritidshuset er den dejlig fliseterrasse. Ud mod Store Orebjergvej findes der stor dobbeltcarport med indbygget udhus.
 
Fra ejendommen er der få skridt til skønt udsigtspunkt, hvor udsigten over havet, og de smukke solnedgange i Kattegat, kan nydes i fulde drag. Fra udsigtspunktet leder trappe direkte ned til Rågelejes dejlige strandpromenade. I nærområdet er der desuden flere smukke naturperler bl.a. Rågegården med små åløb og søer samt imponerende, store Rododendrons. Ejendommen har desuden ret til opstilling af badehus på stranden.
 
Ejendommen indeholder:
Hyggelig opholdsstue med brændeovn. Stuen er i delvis åben forbindelse med spiseafdeling, der glider videre over i husets køkken. Spiseafdelingen har varmepumpe samt fløjdøre til skøn havestue, hvorfra der er udgang til haven. Køkkenet fremstår i rustik landstil med alt i hvidevarer samt fløjdøre ud til haven mod vest. Husets entre har trappe til 1. salen samt nedgang til lille viktualiekælder. Fra entreen giver baggang adgang til badeværelset samt sydvendt havestue. Det nydelige badeværelse indeholder bruseniche, vaskemaskine samt håndvask nedfældet i skabsarrangement. Den store, sydvendte havestue har pejseindsats, skydedørspartier mod haven samt adgang til rummeligt anneksværelse.På husets 1. sal findes møblerbar repos med fransk altan, hyggeligt soveværelse samt stort forældresoveværelse med indbyggede skabe.

Ikke til salg
Boligareal
90 m2
Værelser
4
Byggeår
1925
Ejerudgift pr. md.
3.631
Grundareal
1.200 m2
Udhus
-
Garage
-
Carport
38 m2
Afstand til strand
-
Boliglån