I den skønne enklave Munkerup Have ligger denne indflytningsklare villa, som fremstår yderst indbydende med sit lyse interiør og den veldisponerede indretning. I alle opholdsrum er der lyse gulve og væggene, samt lofter på 1. salen, er hvidmalede. Den velindrettede bolig har i stueplan opholdsstue, spiseafdeling, køkken, bryggers, entre samt gæstetoilet og på 1. salen er der to store værelser samt flisebadeværelse. Det ene, store værelse var tidligere to værelser, hvilket kan genetableres, hvis der er behov for ekstra soveværelser.
Haven er solvenlig, orienteret mod syd og udlagt som delvis græsplæne og ellers med spredte beplantninger, bl.a. æbletræ og store, gamle træer. Mod sydvest er der stor, afskærmet fliseterrasse med elektrisk markise og mod sydøst endnu en fliseterrasse. I haven er der desuden højbede, flere hyggekroge samt bålplads og sammenbygget med villaen en carport med udhus.
Ejendommen har en yderst fredelig beliggenhed i lukket vejområde og grænser mod sydvest direkte op til åbne arealer. Fra huset er der kun få skridt til grundejerforeningens store friarealer, hvor der er god plads til leg og hygge samt mulighed for at nyde den smukke udsigt over havet og svenskekysten i fulde drag. Fra friområderne leder trappe ned til stranden, hvor man kan kaste sig i bølgen blå.
Fra huset er der godt halvanden km til Dronningmølle med dagligvarebutik og flere spisesteder. Her er der også togforbindelse mod Gilleleje og Hornbæk/Helsingør. Ikke langt fra villaen er der busforbindelse mod Gilleleje med den hyggelige havn, flere kulturtilbud samt de mange specialbutikker og spisesteder.
Ejendommen indeholder:
Lys opholdsstue med fløjdøre til sydøstvendt fliseterrasse. Fra stuen bevæger man sig forbi trappen til 1. salen og kommer til den lyse spiseafdeling, hvorfra der er udgang til den sydvestvendte terrasse. Fra spisepladsen er der også adgang til det pæne og funktionelle køkken med god skabsplads og alt i hvidevarer. I stueplan findes desuden: Entre med garderobeplads, gæstetoilet med flisegulv samt funktionelt bryggers med flisegulv, vaskefaciliteter og udgang til carporten. På 1. salen findes to store værelser, begge med havkik, flisebadeværelse med bruseniche samt repos med opbevaringsplads.