Superlækkert luksusfritidshus fra Planet Huse med et væld af imponerende detaljer. Pragtfuld beliggenhed på lille, stille grusvej i lukket vejområde kun 500 m fra stranden. Huset fremstår meget stilrent samt med højloftet interiør og et skønt lysindfald gennem store vinduespartier. Indretningen har givet plads til et mere end 50 m2 stort opholdsrum med stue, alrum og køkken. Desuden findes der fire soveværelser, to badeværelser - det ene med spa og sauna - samt entre/bryggers.
Syd og vest for huset breder det næsten 100 m2 store træterrasseanlæg sig ud. Terrasseanlægget har flere overdækninger og rig mulighed for at fange solens stråler hele dagen lang. I forbindelse med terrassen er der desuden udebruser. Grunden breder fra huset mod vest, er planeret og der er sået græs. God randbeplantning skaber et dejligt, ugenert miljø i haven og på det store terrasseanlæg. Ud mod Irisvej er der parkeringsareal belagt med granitskærver.
Kvarteret er kendetegnet ved små, hyggelige grusveje og fra den fredelige beliggenhed på en lille, blind grusvej er der kun ca. 500 m til stranden. Desuden er dagligvareindkøb, cafe og iskiosker i selve Smidstrup kun få minutters gang væk.
Ejendommen indeholder:
Stor opholdsstue i åben forbindelse med spiseplads og flot køkken. I stue og køkken er der varmepumpe samt et smukt lysindfald gennem store vinduespartier. To store skydedørspartier samt døre ved både køkken og stue giver adgang til det store terrasseanlæg. Det lækre køkken har Quartzit bordplader, Quooker, god skabsplads samt alt i hvidevarer. Husets øvrige rum består af: To store soveværelser med skabe og hver især egen udgang til haven/terrasseanlægget. Yderligere to fine soveværelser med skabe. Lækkert luksusbadeværelse med spabad, sauna og glasafskærmet bruseniche. Endnu et indbydende badeværelse med glasafskærmet bruseniche. Entre/bryggers med god skabsplads.